tirsdag den 29. marts 2011

Godnat og sov godt...

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en af de der mødre, der gerne vil nå det hele men sjældent når det halve... Mine rigtig-rutinerede-supermødre-veninder har altid styr på alting. Men ikke mig! Jeg ender altid med at løbe rundt som en forvirret humlebi i en glasflaske, når jeg skal være kvalitetstids-rummelig-overskudsagtig-mor. Men nu har jeg hentet hjælp i det søde og underholdende spil "Godnat Kys" fra Djeco  - i hvert fald til aftenstunden og putterutinen og endda kun til 100 kroner:

Nattøj og børste tænder, tjek
Koncentreret kvalitets lege- og spilletid, tjek
Godnat og sov godt, tjek
Daglig dosis eskimo- sommerfugle- masser af møs-smaskkys og kæmpe krammere, tjek

Spillet får ved leg og små ritualer mine mindste til at forstå, de snart skal sove. Og vi nyder tiden. Man trækker et kort og gør som vist. Så finder man en dyne, en hovedpude og en bam bam, som bamsen hedder hos os, og så skal der findes en masse kys... Og så er det godnat ZZZzzzzzz

Nu mangler jeg bare at finde en, der kan vække mor og børn om morgnen, lave sunde smoothies og lækkerheds havregrød med nøddeknas og friske blåbær. Og få ungerne afleveret i institutionen i cykeloptoget uden at komme til at ligne en, der har været oppe og slås i en vindtunnel... Men en Au Pair koster vist ikke kun 100 kr.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar